Flødekarameller med havsalt

Jeg synes jo bestemt ikke, at man behøver at have alle juleforberedelser klappede og klar til den 24. december, for det er jo blot julens begyndelse (her i dette lettere hedensk orienterede hus, begynder vi ved vintersolhverv et par dage før). Og dette siger jeg, selvom folk generelt insisterer på at følge supermarkedsreklame-kalenderen og fejrer jul fra midten af november, hvorefter de siger ”glædelig baghjul”, når vi når til 1. juledag (læs: første juledag!) … hmmm! Nå, at traditioner har det med at blive udvandet og miste deres egentlige indhold i disse hurtigløbende og moderne forbrugertider, kan vel næppe komme bag på nogen.

Men vi fejrer altså jul (og i vores tilfælde særligt lysets og solens genkomst) fra vintersolhverv og et halvt måneskifte frem – altså til Helligtrekongersaften den 6. januar). Så at skulle have alting færdigt til juleaften er altså bare at sætte unødigt pres på sig selv, og det er faktisk ret hyggeligt at nyde duften af nybagte småkager, eller at sysle med konfekt og andre gode sager på et tidspunkt, hvor man rent faktisk har fri og ro til at gøre det.

Så hvis du har spist al lakridskonfekten og posen med frugtflæsk, så lad være med at vende næsen direkte mod supermarkedet og giv dig i stedet tid til at prøve disse hjemmekogte flødekarameller med havsalt, som med garanti vil gøre lykke blandt alle, som ikke har alt for løstsiddende plomber i tænderne.

De er meget nemme, laves af ingredienser som man næsten med sikkerhed allerede har i skabene og kræver blot lidt god tid og ro til at holde øje (hvilket gør dem velegnede til at lave, når man HAR fået ferie, ikke venter gæster og ungerne er optaget af leg med nye julegaver…

 

  • ½ liter god økologisk piskefløde
  • 250 g sukker
  • 125 g glukosesirup
  • ½ spsk havsalt (flagesalt!)

Kom fløde, sukker og sirup i en tykbundet gryde og kog forsigtigt op for lav varme. Pas på, for når det først går i kog, vil det til at begynde med godt kunne bruse meget op og koge over, hvis varmen er for høj.

 Lad det stå og simre lige så stille og rør i det med en træske en gang imellem. Det skal koge indtil det ligesom ”slipper bunden” hvor skeen laver spor, og mod slutningen af kogningen skal man røre lidt oftere. Men pisk endelig ikke rundt i det hele tiden, for så ender man op med blød fudge i stedet for karamel. Det er også godt, bare et helt andet produkt.

Når du synes det nærmer sig og karamellen er gået fra lys til mørk gylden, så prøv at afsætte en dråbe karamelmasse på en kold tallerken. Den vil hurtigt stivne og så kan man vurdere om karamellen er blevet hård nok, eller om den skal koge længere. Under alle omstændigheder skal temperaturen målt med et sukkertermometer være over 122 grader, men helt ærligt så gider jeg aldrig bruge termometer ved karamelkogning – jeg winger den altid i stedet.

Når karamelmassen er kogt færdig røres havsaltet hurtigt men grundigt i og massen hældes i en passende form foret med olieret bagepapir. Man kan med fordel lægge eller folde yderligere et lag olieret bagepapir ind over karamellen, så støv, tilfældigt forbiflyvende hundehår eller nysgerrige barnefingere ikke sætter sit præg på den smukke blanke karameloverflade.

Lad det hele stå ved stuetemperatur (ikke køleskab!) og vent mindst 4 timer med at skære ud med en skarp(!) kniv. Pas på ikke at skære for store stykker ud, for det er altså ret intense sager.

De færdige karameller pakker jeg ind i små firkanter af ubleget bagepapir (jeg bruger Änglemark fra Coop).

For andre smagsvarianter, prøv at udskifte havsaltet med:

  • -en knivspids knuste chiliflager eller cayennepeber
  • -vaniljekorn fra en frisk vaniljestang
  • -revet skal fra en økologisk usprøjtet appelsin
  • -usaltede pistacienøddekerner eller letristede, afskallede hasselnøddekerner
  • …eller kog fløden op først med et par gode duske frisk rosmarin eller et par kanelstænger, og lad det så trække i fløden mens det køler af igen, før du sier smagsgiveren fra igen og fortsætter med opskriften som beskrevet ovenfor…

NB! Skulle karamellen ende med at blive lidt til den bløde side (hvilket da er sket for mig selv en enkelt gang eller to), så kan man altså snildt fryse de lidt bløde tern og så overtrække dem med mørk tempereret chokolade direkte fra frost. Det bliver det samlede resultat IKKE ringere af!

Glædelig jul til jer alle!

Grøn jul

Selvfølgelig drømmer vi om en hvid jul, hvor sneen lægger sig i tykke bløde dyner over landskabet og luften bliver frostklar og ren. Det særlige blå lys, som kommer i decemberskumringstimen når jorden er dækket af glimtende sne og frost, er ganske magisk og giver mening til frasen ”på stjernetæpper lyseblå”.

Men uanset om vejrudsigten føjer vores drømme om snehvid julestemning, så søger vi her på Aalykke altid at gøre vores jul så grøn som muligt. Vi ønsker på ingen måde at bidrage til forbrugsræset, og vi giver næsten kun julegaver, som er enten genbrug eller hjemmelavede og skulle vi endelig købe noget, så står bæredygtighed og holdbar værdi højt på listen over kriterier for valget af indkøb. En hjemmelavet og unik julegave som er lavet eller fundet med ganske særlig tanke på én, er da også langt skønnere at få end et punkt fra en ønskeliste, som blev ”overstået” på Black Friday og i øvrigt kan byttes indtil 23 januar, forudsat at bon haves.

Vores julepynt bliver genbrugt år efter år, og vi passer på de gamle skatte, som i mange tilfælde har gået i arv gennem generationer. Det giver en ganske særlig stemning at pynte op med ting, der i sig selv rummer historie for flere generationer, og hvor man år for år kan se værdien øges i form af nye minder, som føjes til de gamle.

Og så er der alle kransene og dekorationerne. Man kan selvfølgelig købe sig fattig i diverse trendy dekorationsmaterialer, men vi henter pynten i vores egen skov og have, hvor vi både har småkoglede lærketræer og rødel, blankbladet kristorn og buksbom og blågrøn ene foruden gran, cypres, mos, kogler og lavbegroede knudrede grene.

I alle de år, vi har boet her på Aalykke, har vi selv fældet juletræ (hjemmedyrket og ganske usprøjtet). De første mange år fik vi et egnet træ fra naboens levende hegn af normannsgran, som løbende bliver tyndet, og nu og fremover dyrker og fælder vi vores juletræer dyrket på egen jord (det tog jo bare lidt år før de blev helt store nok til, at vi kunne begynde at høste af dem). Når juletræet er afpyntet, får fåreflokken det, og de gnaver ivrigt både nåle, kviste og bark, til stammen står ganske nøgen tilbage. Resten ryger i masseovnen, og bidrager derved til husets opvarmning, så intet går til spilde.

Glædelig grøn jul!

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial