At genfinde melodien…

af Mette | dec 11, 2021 | Familie, Liv og død, Musik

Jeg er nok ikke den eneste, som kan række hånden op og tilslutte sig påstanden om at 2020/2021 har været et par hårde år. Men for mig skyldes det ganske andre grunde end corona. Faktisk har jeg – helt uagtet alle de lidelser som corona har forårsaget og stadig forårsager verden over – til tider fundet pusterum og en grad af lettelse i de vilkår for socialt samvær og restriktioner, som pandemien har medført i dagligdagen.

Af mange forudgående og i flere tilfælde traumatiserende årsager, har det været nødvendigt for mig de seneste år at revidere mine prioriteringer og mit fokus. Det har udfordret både mit arbejdsliv og min ro i hverdagen og første halvdel af 2021 gik jeg faktisk ned med akut stress, hvilket førte til en langtidssygemelding fra mit arbejde. Og resten af året har jeg (og gør det stadig) lige så stille kæmpet mig op for igen at kunne finde fodfæste i hverdagen.

Den slags ting tager tid, faktisk hvad der nærmest føles som en evighed, hvilket andre, som har været ramt af sjæleligt nedbrud helt sikkert kan nikke genkendende til. Og på nogle måder bliver jeg aldrig helt den samme, hvilket måske også er det bedste, da det tvinger mig til at se mig selv, verden, og mig selv i verden på en ny måde, som nok kan føles umiddelbart sårbar, men som også på sigt nok er mere skånsom over for min kerne og tvinger mig til at tage selvhensyn. Jeg skal lære mig selv at vælge det rette til (hvilket jeg nu generelt har været rimelig god til), men nok så vigtigt at turde vælge de skadelige ting, livsvilkår og personer fra, hvilket kan være knap så nemt, særligt hvis man er typen, der i høj grad drives af pligtfølelse (læs: perfektionisme) og ansvarsfølelse (læs: dårlig samvittighed). Den slags kan drive én langt, men med store omkostninger, og står i sidste ene som et benspænd for at man kan følge sin sti og ikke bare står og kigge ned ad den.

Forhåbentlig munder det ud i mere kreativitet, mere rum og rummelighed og måske (forhåbentlig) en start på et liv, hvor mine værdier kan få lov at udfolde sig i helhjertede prioriteringer for mig selv og derfor også for mine kære. Måske endda i at træde en ny vej frem for blot at kigge på kortet.

En af de ting som jeg har haft kæmpe glæde ved her i den sidste tid er, at jeg ENDELIG har fået min mors klaver ud til os. Hun forærede mig klaveret før hun døde (jeg er den eneste af mine søskende som spiller), men af logistiske årsager har vi ikke kunnet få det ind hos os før nu, så vi fik lov til at lade det blive stående en tid hos min far.

Musikken har altid spillet en stor rolle her i huset, og klaveret har føjet ny dybde til den glæde. Nicolai spillede oprindelig trommer (og har tinitussen til at bevise det) og har i de sidste mange år spillet guitar. Jeg selv har, foruden klaver, spillet en del 6-huls fløjte. Både Alva og Asbjørn er tilknyttet den kommunale musikskole, hvor de spiller henholdsvis violin og guitar (og i den forbindelse har vi da også anskaffet os en voksenviolin, som Nicolai er ved at gøre sig bekendt med.

Nu er klaveret – et ca. 100 år gammelt Hornung & Møller med jernramme, et fantastik anslag, mahognikabinet og flygelklang – endelig kommet på plads. Af mange årsager har jeg stort set ikke rørt tangenterne i 25 år, men man bliver overrasket over hvor meget, der ligger på rygraden.

Jeg troede for eksempel ikke, at jeg kunne huske hvordan man læser noder, men faktisk er jeg bedre til det nu end jeg erindrer, at jeg på noget tidspunkt var i mine tidlige teenageår, da jeg fik klaverundervisning.

Jeg er bestemt ikke nogen ekvilibrist på tangenterne, men jeg har begyndt igen ved at finde mine gamle klaverbøger frem af gemmerne og så har jeg ellers spillet mig frem gennem materialet primært bestående at små klassiske stykker fra barokken og romantikken. Nogle kan jeg se og huske at jeg fik for dengang, og nogle har jeg aldrig spillet før, men uanset, så er tyve minutter med et instrument ved hånden i min optik mindfullness af bedste skuffe. Og samtidig en dejlig forbindelse til min mor, som havde absolut gehør og kunne spille hvad som helst hun hørte uden nogensinde at have fået undervisning.

Æblemosteri

af Mette | okt 7, 2020 | Familie, Frugthave, Husholdning, Mad & drikke, Selvforsyning

I år har været et ganske rimeligt æbleår, hvor kun vores Guldborg-træer fik et uheldigt froststrejf under blomstringen og derfor ikke gav helt så meget som de plejer. Men resten af træerne i frugthaven har været bugnende (Rød Ananas, Filippa, Rød Ingrid Marie, Cox Orange, Belle de Boscoop, Elstar og div. ukendte madæbler), og det betyder, at vi kan få lagrene fyldt op med ikke bare kasser med gemmeæbler til de kommende måneder, men også æblemos i fryseren, æblechips i fadeburet og ikke mindst masser og masser af hjemmepresset, pasteuriseret æblemost på glasflasker – et fantastisk selvforsyningsprodukt, som effektivt fjerner en vare fra indkøbssedlen og gør hver morgen til noget særligt.

De forgangne par år har vi dækket vores årlige æblemost/juice-forbrug med først halvdelen og sidste år med omkring 2/3-dele. Vi lavede et godt pres for en god uge siden, og i år kommer vi til at lave endnu et pres i den kommende weekend. Med en snarlig lagerforøgelse på flaskefronten, kommer vi måske til at nå målet med et års forbrug …næsten i hvert fald.

Forrige weekends søndags-presning foregik i det mest vidunderlige efterårsvejr, der snarere føltes som sensommer eller måske ligefrem en regulær ”Indian Summer”. At presse æble er noget som hele familien kan være med til og gladeligt engagerer sig i – også de yngste. Lidt som når der slynges honning, er der intet så magisk som at smage resultatet direkte fra tapningen.

Vi presser i en middelstor pakkepresse, som giver et højere udbytte (en mere effektiv presning) end en toppresse af tilsvarende kaliber.

Æblerne vaskes først og orm og brune pletter skæres fra og kasseres. Ligeledes kasseres alle frugter, som bærer tegn på monilla-infektion. Under tapningen tilsætter vi til hver spand en lille tsk citronsyre først, da dette afhjælper oxidationen i spanden, og gør at æblemosten ikke når at blive så brun.

Den nypressede æblemost hældes gennem en fin sigte op i en termostatstyret elektrisk gruekedel med taphane sat til lige over 80 grader. Samtidig varmer vi de rengjorte flasker i ovnen (vi har en stor ovn på 90 cm) til ca. 125 grader.

Når mosten har når sluttemperaturen, tappes den direkte ned i de varme flasker. Et skoldet, sterilt skruelåg sættes på, og så vendes flasken for at den lille luftmængde, der er under låget, bliver vendt rundt med den varme most. Luften indeholder nemlig gærsporer, så den skal også steriliseres. På ret køl igen og voila! Klar til hylden i viktualierummet.

Den pasteuriserede æblemost er at regne som helkonserves, så længe man blot er kritisk under tapningen med at kassere eventulle låg, som har fejl på gevindet (går over gevind) eller er blevet bulede eller skæve. Sådanne låg kan man ikke forvente skal kunne holde på undertrykket i flasken. Vi har faktisk netop fundet et par tiloversblevne flasker, som havde forputtet sig fra sidste år, og drukket en her til morgen. De holder smukt undertrykket og er så friske og velsmagende, som da vi lige havde tappet dem. Efter åbning kan mosten holde sig på flaske en to-tre dage i køleskab.

Har du tid?

af Mette | jan 11, 2020 | Arbejde, Familie

Forleden stod jeg og talte med en kollega, og et stykke inde i samtalen sagde hun: ”I virker også bare som om, I altid har meget mere tid end os andre”.

Det er jo ikke sådan jeg ligefrem føler det i dagligdagen, men når jeg trådte et skridt tilbage, kunne jeg måske godt se, hvad hun mente. Så jeg spurgte lidt ind til, hvad de hjemme hos dem havde lavet i juleferien. Og hold da op, jeg blev helt forpustet, når jeg hørte om alle de arrangementer, og den logistik og travlhed som fulgte med. I kontrast til dette stod vores egen juleferie, hvor vi havde min far på besøg juleaften og min svigermor og hendes mand til nytår… og absolut ikke mere. Og vi var faldet til ro i vores ferie, hvor min kollega tydeligvis stod tilbage som efter en intens olympisk sprint – det havde selvfølgelig været fuld af sjove stunder, men også grundlæggende helt vildt hårdt og anstrengende. Og rigtig meget var baseret på en idé om, at sådan bør det da være, for om det så var egentlige arrangementer eller bare hendes voksne børn, der liiige spurgte om hun ikke liiige kunne kigge forbi og ordne noget eller hjælpe med noget andet, så var det ikke noget hun overhovedet overvejede at man kunne sige nej til.

Jeg tror, at rigtig mange mennesker går rundt med en ret fastlåst idé om, hvad deres omverden forventer af dem, hvad de selv kan tillade sig og hvordan tingene bør være og afvikles – ikke mindst i forbindelse med højtider. Det bliver ofte en slags social FOMO (fear of missing out), hvor man ikke vil nedjustere sine sociale investeringer af frygt for at det sociale samvær så glider én af hænde.

Måske er netop dette lettere at håndtere, hvis man som jeg er ret introvert, forudsat at man i øvrigt lever i accept af sin egen introverte personlighed, for så er der mange fravalg der ligesom giver sig selv. I vores familie har vi altid forsøgt (det lykkes selvfølgelig ikke altid) at gøre plads til de såkaldte vakuumdage. Skal vi noget den ene dag i en weekend, så er udgangspunktet, at vi siger nej, hvis der skulle dukke noget op den anden dag. Også selvom vi egentlig har en åben kalenderdag (her skal indskydes at der selvfølgelig kan dukke ting op, som trumfer principperne – ingen regel uden undtagelser)…

Og helt ærligt: Vores sociale relationer har IKKE lidt under det. Tværtimod, så har vi lært at dyrke de meningsfyldte relationer, og hvor frekvensen måske går ned, så går kvaliteten op.

Af jord er du kommet…

af Mette | maj 30, 2019 | Familie, Jordkraft, Liv og død, Natur

Jeg er så taknemmelig for at leve med jorden, og jeg er stolt af, at vi have valgt den livsform, vi har. Og nu også lettet, for der kommer en dag for alle mennesker, hvor det er godt at have jordkontakt, når stormen raser, og man ikke vil rives væk. Den gamle floskel om at have begge ben på jorden er nu slet ikke så dum, og jeg mener, at den ofte bør tolkes ganske bogstaveligt – med tæerne helt nede i mudderet.

De sidste par måneder har mine aktiviteter på de digitale platforme været meget begrænsede, og derfor har bloggen her også stået lidt stille, men jeg begynder så småt at komme op til overfladen. Jorden har jeg dog ikke sluppet i disse måneder; jeg har været i haven – i skoven – med fingrene i mulden. Og det har været ikke blot et valg, men en nødvendighed for mig…

Min mor døde den 10. april. Og jeg kan faktisk ikke sige, at jeg føler sorgen som en stor trykkende byrde, selv om jeg elskede min mor og savner hende. Jeg kan blive så ærgerlig over de ting, hun ikke fik set og vi ikke fik delt. Over at mine børn ikke fik hende i længere tid. Irriteret, når jeg lige vil spørge hende om noget eller fortælle hende noget, og næsten når at gribe telefonrøret. Men jorden hjælper. Og lytter og favner og forstår. Og fortsætter.

Det at have konkret arbejde – at dyrke jorden under sine fødder for at få mad til sit eget bord. At se garnet og stoffet forvandles til tøj til mine egne og pilen til kurve under mine hænder. At stå hvor jeg ved, at jeg skal blive, og at møde planterne og dyrene i min varetægt med deres fuldstændige ligegyldighed overfor mine små abstrakte problemer, når der skal vandes eller høhækken er tom – det rodfæster og grundfæster. Jeg er overbevist om, at sad jeg i en lejlighed, og brugte jeg ikke mine hænder eller levede et liv bundet til jorden rytme og til årstidernes skiften, så ville sorgen skabe sin egen rytme og blive meget mere markant. Det er, som når man ikke kan lade være med at gå i takt til den musik, som spiller højest.

Jeg er sikker på at relativt flere mennesker i vores moderne verden bliver væltet af sorgen, når døden rammer, sammenlignet med vores forfædre og -mødre, som levede i en verden, hvor døden var så meget mere præsent i hverdagen, men dagens dont også var meget mere konkret og – i bogstaveligste forstand – jordbunden. Hvor man levede samme sted hele livet og ikke altid søgte at se ud over horisonten for at finde glæden.

Kroppen har brug for at kunne mærke verden umiddelbart omkring sig, for at sjælen kan finde hvile i kroppen, og jeg tvivler ikke på, at det at være i dagligt samspil med jorden og naturen, at samle og sanke, dyrke og høste eller blot at udøve et håndværk – et ægte håndværk, hvor hænderne yder gerningen og skaber produktet – giver en grounding, som er vigtig når livet slår koldbøtter. En grounding, som jeg tænker nogle gange kan være svær at finde, når hverdagen udspiller sig i en kontorstol bag en skærm fyldt med regneark og memoer og fritiden foregår i sofaen, ved nettokøledisken og på takeaway-telefonen, og den mest jordfæstede konkrete handling vi udfører, er solo-træningen til det lokale halvmarathon med vekslende løberuter eksponeret for omgangskredsen på den nyeste løbe-app.

Jeg ville ønske at mange flere ville unde sig selv at gøre deres berøringsflade med verden større, gennem det mikrokosmos, som kan ligge i et strikketøj mellem hænderne, i den trekant som dannes mellem dine fødder, dine hænder og lugejernets skær i jordoverfladen, i den gentagne bevægelse ved bælgningen af hestebønner eller i rytmen af dine skridt mod skovstien. At finde og se det store i det små og at mærke den meditative tilstand, man kan opnå gennem rytmen i udførelsen af et håndværk eller blot i udførelsen af en simpel konkret opgave, som når nornen spinner sin tråd …og siden bryder garnet. Og at finde sit sted og ikke fare rundt i konstant søgen efter ”lykken” omkring det næste hjørne – til næste år – når vi engang går på pension…

Vi holdt min mors bisættelse påskelørdag i høj sol. Vi tog det hjem, for det havde hun ønsket. Ikke noget med forsamlingshus og blødt brød, med derimod rødvin og tapas i haven. Der hvor vi var, der hvor vi bor, og der hvor vi kan huske hende. Den dejligste dag blev det – og hun var der. For jeg bærer hende med mig og i min kontakt med jorden og mine omgivelser afsætter jeg lidt af hende i alt, hvad jeg rører og oplever. Mine børn har hende med sig, når de putter sig i de kludetæpper, hun strikkede til dem kort før sin død. De har aftalt med hende, at hun kigger forbi til næste Samhain, når sløret mellem verdenerne er tyndt, for så skærer og tænder vi en særlig græskarlygte for hende. Og de har fået lov at være med hele vejen og at se og røre og tale med hende til det sidste …også da hun havde forladt os og kun hendes tomme skal lå tilbage, for døden og sorgen er også deres og de er slet ikke væltet. Det er ikke en løsrevet sorg, som ligger ved siden af og knurrer af livet og snapper efter os fra krogene, men derimod et savn som fletter sig ind i hverdagen og det er ok. For står man med fødderne i jorden, og kan man mærke undergrunden og den strøm af gammel kraft og enhed som løber gennem den og gennem os alle, så kan man også bære meget mere.