Har du tid?

Forleden stod jeg og talte med en kollega, og et stykke inde i samtalen sagde hun: ”I virker også bare som om, I altid har meget mere tid end os andre”.

Det er jo ikke sådan jeg ligefrem føler det i dagligdagen, men når jeg trådte et skridt tilbage, kunne jeg måske godt se, hvad hun mente. Så jeg spurgte lidt ind til, hvad de hjemme hos dem havde lavet i juleferien. Og hold da op, jeg blev helt forpustet, når jeg hørte om alle de arrangementer, og den logistik og travlhed som fulgte med. I kontrast til dette stod vores egen juleferie, hvor vi havde min far på besøg juleaften og min svigermor og hendes mand til nytår… og absolut ikke mere. Og vi var faldet til ro i vores ferie, hvor min kollega tydeligvis stod tilbage som efter en intens olympisk sprint – det havde selvfølgelig været fuld af sjove stunder, men også grundlæggende helt vildt hårdt og anstrengende. Og rigtig meget var baseret på en idé om, at sådan bør det da være, for om det så var egentlige arrangementer eller bare hendes voksne børn, der liiige spurgte om hun ikke liiige kunne kigge forbi og ordne noget eller hjælpe med noget andet, så var det ikke noget hun overhovedet overvejede at man kunne sige nej til.

Jeg tror, at rigtig mange mennesker går rundt med en ret fastlåst idé om, hvad deres omverden forventer af dem, hvad de selv kan tillade sig og hvordan tingene bør være og afvikles – ikke mindst i forbindelse med højtider. Det bliver ofte en slags social FOMO (fear of missing out), hvor man ikke vil nedjustere sine sociale investeringer af frygt for at det sociale samvær så glider én af hænde.

Måske er netop dette lettere at håndtere, hvis man som jeg er ret introvert, forudsat at man i øvrigt lever i accept af sin egen introverte personlighed, for så er der mange fravalg der ligesom giver sig selv. I vores familie har vi altid forsøgt (det lykkes selvfølgelig ikke altid) at gøre plads til de såkaldte vakuumdage. Skal vi noget den ene dag i en weekend, så er udgangspunktet, at vi siger nej, hvis der skulle dukke noget op den anden dag. Også selvom vi egentlig har en åben kalenderdag (her skal indskydes at der selvfølgelig kan dukke ting op, som trumfer principperne – ingen regel uden undtagelser)…

Og helt ærligt: Vores sociale relationer har IKKE lidt under det. Tværtimod, så har vi lært at dyrke de meningsfyldte relationer, og hvor frekvensen måske går ned, så går kvaliteten op.

Flødekarameller med havsalt

Jeg synes jo bestemt ikke, at man behøver at have alle juleforberedelser klappede og klar til den 24. december, for det er jo blot julens begyndelse (her i dette lettere hedensk orienterede hus, begynder vi ved vintersolhverv et par dage før). Og dette siger jeg, selvom folk generelt insisterer på at følge supermarkedsreklame-kalenderen og fejrer jul fra midten af november, hvorefter de siger ”glædelig baghjul”, når vi når til 1. juledag (læs: første juledag!) … hmmm! Nå, at traditioner har det med at blive udvandet og miste deres egentlige indhold i disse hurtigløbende og moderne forbrugertider, kan vel næppe komme bag på nogen.

Men vi fejrer altså jul (og i vores tilfælde særligt lysets og solens genkomst) fra vintersolhverv og et halvt måneskifte frem – altså til Helligtrekongersaften den 6. januar). Så at skulle have alting færdigt til juleaften er altså bare at sætte unødigt pres på sig selv, og det er faktisk ret hyggeligt at nyde duften af nybagte småkager, eller at sysle med konfekt og andre gode sager på et tidspunkt, hvor man rent faktisk har fri og ro til at gøre det.

Så hvis du har spist al lakridskonfekten og posen med frugtflæsk, så lad være med at vende næsen direkte mod supermarkedet og giv dig i stedet tid til at prøve disse hjemmekogte flødekarameller med havsalt, som med garanti vil gøre lykke blandt alle, som ikke har alt for løstsiddende plomber i tænderne.

De er meget nemme, laves af ingredienser som man næsten med sikkerhed allerede har i skabene og kræver blot lidt god tid og ro til at holde øje (hvilket gør dem velegnede til at lave, når man HAR fået ferie, ikke venter gæster og ungerne er optaget af leg med nye julegaver…

 

  • ½ liter god økologisk piskefløde
  • 250 g sukker
  • 125 g glukosesirup
  • ½ spsk havsalt (flagesalt!)

Kom fløde, sukker og sirup i en tykbundet gryde og kog forsigtigt op for lav varme. Pas på, for når det først går i kog, vil det til at begynde med godt kunne bruse meget op og koge over, hvis varmen er for høj.

 Lad det stå og simre lige så stille og rør i det med en træske en gang imellem. Det skal koge indtil det ligesom ”slipper bunden” hvor skeen laver spor, og mod slutningen af kogningen skal man røre lidt oftere. Men pisk endelig ikke rundt i det hele tiden, for så ender man op med blød fudge i stedet for karamel. Det er også godt, bare et helt andet produkt.

Når du synes det nærmer sig og karamellen er gået fra lys til mørk gylden, så prøv at afsætte en dråbe karamelmasse på en kold tallerken. Den vil hurtigt stivne og så kan man vurdere om karamellen er blevet hård nok, eller om den skal koge længere. Under alle omstændigheder skal temperaturen målt med et sukkertermometer være over 122 grader, men helt ærligt så gider jeg aldrig bruge termometer ved karamelkogning – jeg winger den altid i stedet.

Når karamelmassen er kogt færdig røres havsaltet hurtigt men grundigt i og massen hældes i en passende form foret med olieret bagepapir. Man kan med fordel lægge eller folde yderligere et lag olieret bagepapir ind over karamellen, så støv, tilfældigt forbiflyvende hundehår eller nysgerrige barnefingere ikke sætter sit præg på den smukke blanke karameloverflade.

Lad det hele stå ved stuetemperatur (ikke køleskab!) og vent mindst 4 timer med at skære ud med en skarp(!) kniv. Pas på ikke at skære for store stykker ud, for det er altså ret intense sager.

De færdige karameller pakker jeg ind i små firkanter af ubleget bagepapir (jeg bruger Änglemark fra Coop).

For andre smagsvarianter, prøv at udskifte havsaltet med:

  • -en knivspids knuste chiliflager eller cayennepeber
  • -vaniljekorn fra en frisk vaniljestang
  • -revet skal fra en økologisk usprøjtet appelsin
  • -usaltede pistacienøddekerner eller letristede, afskallede hasselnøddekerner
  • …eller kog fløden op først med et par gode duske frisk rosmarin eller et par kanelstænger, og lad det så trække i fløden mens det køler af igen, før du sier smagsgiveren fra igen og fortsætter med opskriften som beskrevet ovenfor…

NB! Skulle karamellen ende med at blive lidt til den bløde side (hvilket da er sket for mig selv en enkelt gang eller to), så kan man altså snildt fryse de lidt bløde tern og så overtrække dem med mørk tempereret chokolade direkte fra frost. Det bliver det samlede resultat IKKE ringere af!

Glædelig jul til jer alle!

Den nye stald – del 1

Da vi flyttede ind på Aalykke vidste vi fra begyndelsen, at vores primære ”store” husdyrhold skulle være får. Først efter halvandet år blev det en realitet, og de første tre moderfår af racen gutefår trådte en novemberdag i 2011 forsigtigt og forbeholdent ned fra traileren og ud på marken. Under den tidligere ejer havde foldene været hjem for en flok dådyr og vi har derfor nogle faldefærdige dådyrhuse stående inde i skoven, men disse er ikke særligt egnede til egentlig staldbrug og desuden vil vi gerne havde stalden liggende tæt med hovedhuset, så arbejdsgangene bliver effektive, og man let kan være til stede og gøre hvad der skal til, hvis der skulle være problemer med en læmning, et flaskelam eller andre forhold som kræver ekstra opmærksomhed.
Derfor endte det med, at vi med lidt simpelt bondebyg (når man lige sådan midlertidigt fikser noget sammen af gamle paller o.lign.) fik omdannet et faldefærdigt maskinskur, som stod ved hovedhuset til en brugbar fårestald med mulighed for fodring, foderopbevaring og opdeling i et læmmebokse når behovet var der. Bare sådan som en hurtig og midlertidig løsning, for vore hensigt var jo, at der hurtigt skulle bygges en ny stald. Vi fik også solceller, som vi fik lov at placere på marken på et midlertidigt stativ, for de skulle jo op på taget af den nye kommende stald. Sådan lige om snart. Det var jo bare midlertidigt…
Otte år senere (i den forgangne vinter) ramte stormen Alfrida, og en kold mørk januarmorgen vågnede vi op til erkendelsen af at grænsen for ”midlertidigt” måske nok var en smule overskreven. Hele vores markmonterede solcelleanlæg havde slået en kolbøtte (stolperne var rådnet over (de var jo ligesom ikke beregnet til at stå så længe) og alle panelerne lå med ansigtet ned i den frosne mark. Men selvom beslagene og skinnerne var blevet stødt og bukkede til ubrugelighed, så havde kun to af panelerne tilsyneladende taget skade. Så var der ikke andet at gøre end at vi måtte ud og med forfrosne fingre møjsommeligt og forsigtigt pille det hele fra hinanden og sætte panelerne væk. Med denne hændelse kom også erkendelsen af at vi nok havde trukket den lidt for længe i ørerne med selve stalden. Når tingene fungerer nogenlunde i hverdagen, kan man godt gå hen og miste overblikket over de små ting som ikke fungerer og symptomer og tegn, man nok burde have været mere opmærksom på. Faktisk havde taget i det gamle maskinskur længe været så utæt, at der konstant stod en nydelig skov af de fineste lysegrønne bygspirer omkring fodertruet i stalden. Lys og vand fik de i hvert fald nok af. Det havde i sig selv ikke været et problem, for gutefår er en hårdfør oldnordisk race, og er faktisk ret ligeglade med staldfaciliteter det meste af året, men nu nærmede den næste læmmesæson sig med alle de uforudsigeligheder som heraf kan følge, og derfor vidste vi, at nu var det tid at komme videre og får udskiftet det midlertidige bondebyg med en rigtig stald. Ikke mindst for vores egen skyld, da en ny stald også ville give os nye muligheder. Solcellerne ville ikke komme op igen, før det var på tegltaget af en splinterny stald!
Vi ville med den nye stald få mulighed for at etablere et rigtigt høloft, et køle-, fryser- og slagterum, ordentlig og systematisk opbevaring til udstyr og foder og langt bedre faciliteter, som ville lette vores arbejdsgange i forhold til vaccinationer, dyrelægebesøg, ormekure, klipning, vejning, læmning, evt. vinteropstaldning og almen håndtering. Og så har vi hele tiden drømt om at skabe nogle rammer med en fleksibilitet, der ville gøre det muligt for os måske en dag at kunne udvide vores bedrift med en lille jerseyko, så vi måske en dag kommer til at kunne slette mælkeprodukterne fra indkøbslisten. Jeg gik til tegnebordet og fik sammenfattet alle de ideer som vi i ro og mag havde gået og kontempleret over i det meste af det forgangne årti. Hvis man skal sige noget godt om at være lidt længe om at komme ud af starthullerne med et byggeprojekt, så er det, at man virkelig når at få overvejet og få klarhed over sine behov, ønsker og ideer…
Vi var grundige med vores ansøgning til kommunen, og fik fra startet redegjort for alt fra brandsikringsforhold til tekniske specifikationer. Det er et knoklearbejde, der godt kan svare sig, for vi fik godkendt byggeriet i første hug og så var det i gang!
I Kristihimmelfartsferien kunne vi holde rejsegilde. Et rigtigt rejsegilde altså, hvor folk kommer til for rent faktisk at rejse spærene, sætte kransen på taget og så efterfølgende feste sammen over grillede pølser og kolde øl. Jeg har altid synes at Amish-folkets kultur er fascinerende og især den kollektivisme, som de lægger i større projekter, er tiltalende. Når en ny lade skal opføres er det alles sag og alles engagement og naboskabet bliver familiært og vedkommende. Vi bor ikke nødvendigvis dør om dør med vores åndsfæller og arbejdsfæller, men når man kalder og hjælpen kommer, så føler man et slægtskab og et kollektivt engagement og ejerskab, som løfter hele projektet. Stalden bliver ikke den stald vi fik bygget, men den stald vi byggede sammen!
Og hjælpen kan jo gives på alle planer – så mens de fleste voksne kravlede, løftede, skruede og diskuterede konstruktivt, så kunne børnene samle blomster og løv til kransen, der skulle pryde den nye tagrejsning, når den stod færdig.
At sidde om bordet – børn og voksne – på en kølig forsommerdag iklædt sweatre og arbejdsbukser, med god mad og øl foran os, i bevidstheden om at vi sammen har udført et stykke arbejde, som har betydning og vil bestå og som hver enkelt af os ikke kunne have forestået på egen hånd… DET er noget som giver mening, stolthed og sammenhold.
Og så var vi igen på egen hånd. Nicolai går konstant og holder øje med gode tilbud på brugte byggematerialer, for ud over at det en økonomisk fornuftig måde at bygge på, at gå og stille samle til hobe efterhånden som materialerne og de gode muligheder byder sig, og så gå i gang, når lageret er til det, så er det selvfølgelig også et spørgsmål om miljømæssig bæredygtighed. Træ-materialerne i den nye stald vil medstensdels være nye, men vi planlægger at indsamle og bruge genanvendte staldvinduer i jern med kittede ruder. Så må vi skære hullerne og montere dem i de klinkbeklædte vægge efterhånden som vi får fat på dem, får dem renset af og sat i stand. Nogle døre og luger vil være nye (eller nok købt brugte), men andre har vi allerede på lager fra tidligere ombygninger her på ejendommen, hvor de af forskellige årsager er blevet afmontereret og sat på lager. Og så er der taget.
Taget er i skrivende stund ved at bliver dækket af genbrugte vingetegl, som vi skaffede for et par år siden. De har tidligere ligget på en anden landbrugsbygning og har heldigvis været uunderstrøgne, så de er lige til at sætte op og tegl fra samme batch dækker allerede taget over vores åbne havehus og vores udekøkken.
På sigt er det meningen at alle Aalykkes tage – også hovedhuset – skal dækkes af tegl, med undtagelse af de bygninger som står inde i skoven hvor fugt og faldende grene gør tegl uhensigtsmæssige, og vi derfor i stedet satser på ståltag. Så vi er på evig udkig efter brugte røde, uglaserede tegl.
Nu tager taget form og straks synes det store blegede hvalskelet på marken mere som en bygning. Rygningen er kommet på og på den sydvendte tagflade er er nye skinner til solcelleanlægget ved at blive monteret. Høet måtte vi bjerge for flere uger siden, så det er foreløbig lagt på paller med en presenning omkring i staldens nordlige side, hvor taget dækker mest. Så snart gulvet på det nye høloft bliver færdigt, med tag over og beklædte gavle, så skal det være den største glæde at kunne fylde loftrummet med grønne, duftende høballer fra første stund. Hele stalden skal klinkbeklædes og males sort i stil med klassiske sydengelske ladebygninger, med grønne døre og porte, men i den første vinter kommende er det nok realistisk, at staldens grundplan kommer til at stå åbent uden så meget klimaskærm.
Det fortsatte projekt skal vi nok dokumentere – der bliver mere om færdiggørelsen af bygningen, indretning med staldinventar, fodringsløsninger, fryserrum, istandsættelse af døre og vinduer og meget andet, og jeg glæder mig til at skrive næste del af historien!

Af jord er du kommet…

Jeg er så taknemmelig for at leve med jorden, og jeg er stolt af, at vi have valgt den livsform, vi har. Og nu også lettet, for der kommer en dag for alle mennesker, hvor det er godt at have jordkontakt, når stormen raser, og man ikke vil rives væk. Den gamle floskel om at have begge ben på jorden er nu slet ikke så dum, og jeg mener, at den ofte bør tolkes ganske bogstaveligt – med tæerne helt nede i mudderet.

De sidste par måneder har mine aktiviteter på de digitale platforme været meget begrænsede, og derfor har bloggen her også stået lidt stille, men jeg begynder så småt at komme op til overfladen. Jorden har jeg dog ikke sluppet i disse måneder; jeg har været i haven – i skoven – med fingrene i mulden. Og det har været ikke blot et valg, men en nødvendighed for mig…

Min mor døde den 10. april. Og jeg kan faktisk ikke sige, at jeg føler sorgen som en stor trykkende byrde, selv om jeg elskede min mor og savner hende. Jeg kan blive så ærgerlig over de ting, hun ikke fik set og vi ikke fik delt. Over at mine børn ikke fik hende i længere tid. Irriteret, når jeg lige vil spørge hende om noget eller fortælle hende noget, og næsten når at gribe telefonrøret. Men jorden hjælper. Og lytter og favner og forstår. Og fortsætter.

Det at have konkret arbejde – at dyrke jorden under sine fødder for at få mad til sit eget bord. At se garnet og stoffet forvandles til tøj til mine egne og pilen til kurve under mine hænder. At stå hvor jeg ved, at jeg skal blive, og at møde planterne og dyrene i min varetægt med deres fuldstændige ligegyldighed overfor mine små abstrakte problemer, når der skal vandes eller høhækken er tom – det rodfæster og grundfæster. Jeg er overbevist om, at sad jeg i en lejlighed, og brugte jeg ikke mine hænder eller levede et liv bundet til jorden rytme og til årstidernes skiften, så ville sorgen skabe sin egen rytme og blive meget mere markant. Det er, som når man ikke kan lade være med at gå i takt til den musik, som spiller højest.

Jeg er sikker på at relativt flere mennesker i vores moderne verden bliver væltet af sorgen, når døden rammer, sammenlignet med vores forfædre og -mødre, som levede i en verden, hvor døden var så meget mere præsent i hverdagen, men dagens dont også var meget mere konkret og – i bogstaveligste forstand – jordbunden. Hvor man levede samme sted hele livet og ikke altid søgte at se ud over horisonten for at finde glæden.

Kroppen har brug for at kunne mærke verden umiddelbart omkring sig, for at sjælen kan finde hvile i kroppen, og jeg tvivler ikke på, at det at være i dagligt samspil med jorden og naturen, at samle og sanke, dyrke og høste eller blot at udøve et håndværk – et ægte håndværk, hvor hænderne yder gerningen og skaber produktet – giver en grounding, som er vigtig når livet slår koldbøtter. En grounding, som jeg tænker nogle gange kan være svær at finde, når hverdagen udspiller sig i en kontorstol bag en skærm fyldt med regneark og memoer og fritiden foregår i sofaen, ved nettokøledisken og på takeaway-telefonen, og den mest jordfæstede konkrete handling vi udfører, er solo-træningen til det lokale halvmarathon med vekslende løberuter eksponeret for omgangskredsen på den nyeste løbe-app.

Jeg ville ønske at mange flere ville unde sig selv at gøre deres berøringsflade med verden større, gennem det mikrokosmos, som kan ligge i et strikketøj mellem hænderne, i den trekant som dannes mellem dine fødder, dine hænder og lugejernets skær i jordoverfladen, i den gentagne bevægelse ved bælgningen af hestebønner eller i rytmen af dine skridt mod skovstien. At finde og se det store i det små og at mærke den meditative tilstand, man kan opnå gennem rytmen i udførelsen af et håndværk eller blot i udførelsen af en simpel konkret opgave, som når nornen spinner sin tråd …og siden bryder garnet. Og at finde sit sted og ikke fare rundt i konstant søgen efter ”lykken” omkring det næste hjørne – til næste år – når vi engang går på pension…

Vi holdt min mors bisættelse påskelørdag i høj sol. Vi tog det hjem, for det havde hun ønsket. Ikke noget med forsamlingshus og blødt brød, med derimod rødvin og tapas i haven. Der hvor vi var, der hvor vi bor, og der hvor vi kan huske hende. Den dejligste dag blev det – og hun var der. For jeg bærer hende med mig og i min kontakt med jorden og mine omgivelser afsætter jeg lidt af hende i alt, hvad jeg rører og oplever. Mine børn har hende med sig, når de putter sig i de kludetæpper, hun strikkede til dem kort før sin død. De har aftalt med hende, at hun kigger forbi til næste Samhain, når sløret mellem verdenerne er tyndt, for så skærer og tænder vi en særlig græskarlygte for hende. Og de har fået lov at være med hele vejen og at se og røre og tale med hende til det sidste …også da hun havde forladt os og kun hendes tomme skal lå tilbage, for døden og sorgen er også deres og de er slet ikke væltet. Det er ikke en løsrevet sorg, som ligger ved siden af og knurrer af livet og snapper efter os fra krogene, men derimod et savn som fletter sig ind i hverdagen og det er ok. For står man med fødderne i jorden, og kan man mærke undergrunden og den strøm af gammel kraft og enhed som løber gennem den og gennem os alle, så kan man også bære meget mere.

Jordbærgrød

Selvom vi endnu ikke er kommet ud af februar, så kan man ikke nægte, at det dufter lidt af forår udenfor. Det kribler i havefingrene og i vindueskarmene begynder det så småt at titte frem med små grønne spirer fra forspiringsbakkerne. Derfor er det også nu, hvor haven kun giver lille afkast, at der er god lejlighed til at få brugt noget af alt det der ligger i fryseren, for før vi ved af det, så er en ny havesæson i gang, og afgrøderne begynder igen at lande på køkkenbordet. For eksempel er det en god idé, at få tømt fryseren for eventuelle rester af frosne bær fra sidste år. Man kan lave friske portioner af marmelade eller saft, men har man virkelig trang til at tage lidt forskud på sommerstemningen, så er her Aalykkes opskrift på verdens bedste jordbærgrød.

  • 1 kg frosne (optøede) jordbær
  • 1 stang vanilje
  • 1,25 dl vand
  • 225 g sukker
  • 3 spsk kartoffelmel

Skær vaniljestangen igennem og skrab marven ud. Kom jordbærrene i en gryde sammen med vand, vaniljekorn og -stænger og bring det i kog. Lad det koge i 3-4 minutter under låg. Tilsæt sukkeret, rør rundt og bring grøden i kog igen.

Rør kartoffelmelet ud i lidt vand og hæld det i jordbærgrøden i en tynd stråle. Rør grundigt i grøden imens og tag den så af varmen. Rør i grøden i yderligere et minuts tid på køkkenbordet og hæld den i en skål. Drys en smule sukker over den og dæk skålen med en tallerken.

Lad grøden svale helt af på køkkenbordet og servér den ved stuetemperatur (højst let lun) – og aldrig køleskabskold! …med letpisket flødeskum og ristede mandelsplitter.

 Desserten kan selvfølgelig også laves til sommer med de nye friske friske jordbær, men hvorfor dog det – de skal jo bare spises som de er (med mere letpisket fløde og nyslynget honning)!

 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial