Solmodne abrikoser

af Mette | jul 19, 2021 | Bagning, Drivhus, Frugthave, Kage, Mad & drikke, Opskrifter

Et af de fineste elementer her på Aalykke, som vi ikke selv har skabt eller bragt med os, er et ca. 35 kvm stort drivhus på sokkel bagest i haven. Her er der højt til loftet og vi har istandsat med flisegulve og faste højbede og det bedste ved det hele er at det er bygget op af en sydvendt mur. Det betyder at vi har kunnet etablere to fine stenfrugttræer i espalier derinde: et ferskentræ og et abrikostræ.

Ferskentræet giver fine store spisefrugter, men set fra et selvforsyningsperspektiv er det abrikostræet, som vi virkelig har glæde af. Hvert år plukker vi mellem 4 og 10 kilo frugt fra det ene lille træ og hovedparten går til at lave den skønneste abrikosmarmelade. Egentlig er jeg ikke selv vokset op med abrikosmarmelade, men i Nicolais familie lavede hans mormor en legendarisk rårørt abrikosmarmelade, som stadig har den effekt, at alle, der har smagt den, ligesom får et lidt blødere toneleje, når talen falder derpå. At erindringens gyldne lys er har tilføjet en del til perfektionen, kunne jeg måske godt mistænkte, men sådan er det jo med smage og dufte fra svundne tider og ens barndoms juleaftener og sommerferier på landet.

Opskriften på mormors abrikosmarmelade er gået tabt og jeg laver ikke min marmelade rårørt, da holdbarhed og konservering er af største vigtighed, når vi taler selvforsyning. Det handler jo om af strække hver eneste afgrøde udover den sæson hvor den plukkes/høstes, så sommerens og efterårets overflod kan fordeles ud over hele året. Og helt ærligt, så elsker hele familien min abrikosmarmelade, og den bliver aldrig sammenlignet med mormors, så jeg tænker at jeg nok har ramt noget meget godt.

Sidste år fik vi virkelig mange abrikoser i plukkekurven, og derfor står jeg i år i den situation, at jeg stadig har en del marmelade til overs. Det er ikke noget problem i sig selv, da jeg lukker min marmelade kogende varm, og glassene derfor er vakuumforseglede, og derfor at betragte som helkonserves. Desuden står mit sylteforråd køligt og mørkt, hvilket igen er altafgørende, da lys og varme kan ændre smag og karaktér på sylteprodukter, som står i klare glas. Så abrikosmarmeladen har altså fin holdbarhed og jeg har derfor blot lavet en mindre portion til supplement af lageret i år, og så prioriterer vi resten til andre ting.

Høsten er ikke den allerstørste i år, men til gengæld er årets frugter store som tennisbolde og en del af dem har vi simpelthen spist, som de er. Og så er abrikoser jo i familie med mandler og disse går derfor fantastisk sammen.

Derfor jeg har også lavet en skøn abrikostærte med mazarin og hele mandler og den fortjener da at blive delt:

Bund:

1 håndfuld mandler
200 g mel
125 g koldt smør
2 spsk flormelis
1 nip salt
1 æg

Mazarinmasse:

150 g marcipan
100 g rørsukker
100 g blødt smør
1 æg + 1 æggeblomme (eller to små æg)
1 spsk mel
1 tsk vanijlesukker

5-8 pæne modne arikoser (afhængig af størrelse)
1 håndfuld smuttede mandler
Lidt groft rørsukker

Til bunden blendes mandlerne først helt fint til mandelmel og dette sigtes gennem en lidt grov sigte ned i en skål. Her skal det have selskab af mel, koldt smør, flormelis og salt og det hele nulres sammen med fingrene til det har konsistens som blød rasp. Et æg tilsættes og dejen samles forsigtigt ved at nulre/trykke massen sammen uden at ælte. Form den ensartede dej til en flad bolle og sæt den overdækket på køl en times tid.

Dejen rulles tyndt ud på et let melet, koldt køkkenbord (helst en stenplade) og lægges i en tærteform med løs bund.

Ingredienserne til mazarinmassen blendes hurtigt sammen til netop jævnt, men ikke mere. Massen fordeles på tærtebunden og herpå lægges smalle både af abrikoserne. Til sidst fordeles de smuttede mandler og der drysses med lidt groft rørsukker.

Tærten bages i en forvarmet ovn ved 200 grader (alm. ovn) på nederste rille i ca. 30 minutter eller til kanten synes vel afbagt. Flyt evt. pladen op midt i ovnen de sidste fem minutter for lidt ekstra farve til fyldet.

Velbekomme og har du plads, så overvej at plante dig et abrikostræ…

Svensk kladdkaka ala Aalykke med hindbær og chokolade

af Mette | jul 17, 2021 | Bagning, Kage, Mad & drikke, Opskrifter

Den seneste halvanden måned har skoven ved Aalykke genlydt af en konstant summen af tusindvis af flittige bier. Netop som rapsen på nabomarkerne var afblomstret, gav skovens mange vilde hindbærplanter sig til at blomstre. Bierne fulgte trop og nu høster vi hver dag resultatet af deres flid. Det tegner til at blive en om muligt endnu vildere hindbærhøst end sidste år og vi kan plukke i overflod til fryseren, til saft og til syltning.

Det betyder også, at vi skal have brugt op af diverse bærrester fra i sidste års høst i fryseren. Jeg har kogt friske portioner af hindbær- og brombærmarmelade, og netop nu står saftkogeren på komfuret og udvinder essensen af ca. 8 kg hindbær og 1,5 kg ribs fra fryseren.

Men i en af vores yndlingskager herhjemme kan man med fordel også gøre brug af hindbær og det er faktisk allernemmest at lave den (året rundt) med et par gode håndfulde frosne bær.

Kagen er en kraftig, klæg og tæt chokoladekage, som kan minde lidt om en klassisk brownie, men faktisk har netop denne kage et ganske andet ophav.

Hvor brownien er et ærkeamerikansk stykke bagværk med mere end hundrede år på sin chokoladefyldte bag, så stammer denne kage fra vores skandinaviske nabolag. Jeg taler her selvfølgelig om det skønne svenske bagværk Kladdkaka hvis historie går tilbage til 1970erne. En ægte svensk kladdkaka er et rigtig stykke husmorbagværk, hvor man som udgangspunkt altid vil kunne lave den med hvad man har i skabene, og ikke mindst for en fornuftig pris. For selv om kagen med sin klæge tæthed og kraftige smag kan minde meget om en brownie, så indeholder dejen faktisk ikke chokolade, men derimod blot kakao. Men som en brownie bruges intet hævemiddel bortset fra en hel del æg, som får kagen til at hæve op og siden falde let sammen igen, til den rette klæge masse. Og så er det altafgørende, at man ikke kommer til at overbage den. Den SKAL helst være en anelse ubagt i midten, når den tages ud af ovnen.

Ofte vil man i Sverige få serveret kladdkaka ledsaget af friske hindbær og flødeskum, men vi har lavet vores egen trofaste version, hvor kagen drysses med frosne hindbær inden bagning. Og så må jeg blankt tilstå at jeg er og bliver forfalden til chokolade, så har jeg det i skabet (og det har jeg altid), så topper jeg ligeledes med ret groft hakket – ja næsten blot brudstykker – mørk chokolade. Det gør den selvfølgelig en anelse mindre budgetvenlig og lidt mere luksuriøs, men man kan selvfølgelig undlade det, hvis man synes det er for meget. Det skønne er at chokoladen først bliver blød i ovnen for så siden at størkne igen i sprøde bid. Særligt fordi kagen ikke skal spises nybagt, men skal ville mindst 6 timer i køleskabet efter bagning og spises kold.

Ingredienser

150 g smør
3 æg
240 g sukker (gerne lyst økologisk rørsukker)
2 tsk vaniljesukker eller korn af én vaniljestang
190 g hvedemel
40 g kakaopulver
½ tsk fint salt
Et par gode håndfulde friske eller frosne hindbær
50-100 g mørk chokolade (hvor meget man nu synes), meget groft hakket/skåret

Ovnen forvarmes til 175 grader (almindelig ovn, ikke varmluft) mens man forbereder dejen.

Klargør en springform med bagepapir i bunden, smør den grundigt med smør og drys den med mel.

Smelt smørret og lade det køle en smule. Æg, sukker og vanilje piskes lyst og luftigt. Sigt hvedemel, kakao og fint salt sammen ned i æggemassen, og vend forsigtigt sammen med en dejskraber. Slutteligt vendes det smeltede, afkølede smør forsigtigt men grundigt i til dejen er glat og ensartet. Forsæt IKKE med at røre yderligere.

Dejen fordeles i formen og herover drysses hindbær og chokoladestykker.

Kagen bages 25-30 minutter (husk at tiden er vejledende, og at alle ovne er forskellige).

Kagen skal stadig være lidt underbagt i midten, så bag den endelig ikke for længe.

Fjern ringen fra springformen og afkøl kagen på en rist. Så snart den har nået stuetemperatur sættes den på køl i mindst 6 timer. Fantastik med flødeskum eller vaniljeis og eventuelt yderligere friske hindbær eller hindbærcoulis.

Stille midsommer

af Mette | jun 23, 2021 | Årets gang, Jordkraft, Traditioner

Vores midsommerfejring blev en stille fejring i år – som så meget andet i denne tid. Men ikke desto mindre er sommersolhvervet et vendepunkt, der står stærkt for os og som betyder meget, også selvom det ikke nødvendigvis altid bliver fejret med mange andre og i stort anlagte festligheder.

Ilden og midsommernattens lyse himmel taler et ganske særligt sprog som altid giver genklang i os.

Som på alle årets tærskler er overgange og slør mellem verdener og væsener tynde i midsommernatten, og vi fortæller gerne eventyr eller lytter blot til ildens knitren, mens flammerne danser og spejler solen.

Alle I derude ønskes et glædeligt sommersolhverv, med en god høst i vente og med taknemmelighed for solens kraft og sommerens lyse tid, som giver os energi at trække med ind i det mørke halvår som kommer.

Upcycling i stalden

af Mette | feb 15, 2021 | Arbejde, Bæredygtighed, Byggeri, Genbrug og upcycling, Husdyr, Husmandssted

I den sidste tid har vi haft dejligt vintervejr her på Aalykke med dagsfrost og et jævnt snelag om end ikke så tykt, som vi kunne have ønsket. Det er dog blevet til både små ture med langrendsskiene og masser af glidebaneleg på det vinteroversvømmede og tilfrosne engstykke i den lave ende af engen nede langs åen.

Nu er temperaturen gået lidt op igen og selvom vinteren langt fra er slut og vi nok kan vente mere vintervejr igen senere, så giver den midlertidige optøning mulighed for at komme lidt videre med andre projekter udenfor, som det ellers er for koldt at gå og arbejde med.

For et par uger siden faldt Nicolai over en vare på DBA, som var lige hvad vi havde gået og ventet på til vores nye fårestald. Man kan selvfølgelig kalde det heldigt, men når vi nu skal være helt ærlige, så har han altid et blik på genbrugsmarkedet, samt diverse annonceagenter aktiveret, så det er sjældent han misser noget, når han skal bruge det.

Kommer man ind i vores stald, møder man først et korridoragtigt område, hvor diverse fodertønder til kraftfoder, tilskudsfoder o.lign. er opmagasineret langs den ene væg, og på væggen over for dette har vi hele tiden haft planlagt at opsætte et eller andet form for værkstedsbord med skabsopbevaring, så vi kunne have orden på tings som fysiske besætningslister, øremærker, tænger, klipper, ekstra saltsten og mindre staldinventar som ekstra drikkebeholdere til kaninerne mv..

Vi kom hurtigt frem til at den optimale løsning ville være at opsætte et gammelt køkken, da de oftest også kan fås meget billigt eller ligefrem gratis, i fald man selv nedtager dem fra ejendomme som skal nedrives eller renoveres. Men vi har set tiden lidt an til det rigtige dukkede op, for ikke bare skulle der selvfølgelig være nok elementer til at vi kunne få det optimale ud af pladsen, det skulle også være i en rimelig kvalitet og i træ (helst med fyldninger), så det ville passe ind i det byggeri, vi ellers har gjort os sådan en umage med.

Og endelig dukkede det helt rigtige op – og endda ganske gratis under forudsætning af, at vi kom og selv pillede det ned og kørte det væk. Hvilket da også langt er at foretrække, når det skal genopsættes, for så er man mere sikker på at så lidt som muligt bliver ødelagt undervejs.

Med i ”købet” fulgte ovenikøbet en skabsfryser med skuffer, hvilket vi i forvejen havde ønsket os, samt et velfungerende komfur af nyere dato, som vi nok skal få brug for et eller andet sted.

Det blev til en rigtig drengetur, da Nicolai og Asbjørn sammen kørte ud og demonterede, spiste håndværker-fastfood-frokost i bilen (til stor fryd for ældstebarnet) og allerede samme dag fik sat det meste op igen i stalden. Den gamle bordplade er for kort til den nye opsætning, men er blevet lagt midlertidig på sammen med en anden pladestump indtil vi finder eller får købt en god bordplade, som passer.

Nu bliver der bedre styr på staldens småudstyr, og desuden bliver der god plads til ting som julelyskæder og dimser til vildmarksbadet, og så er alle vaser flyttet ud fra køkkenet og ind i et vitrineoverskab blandt overskabene, så man kan stå og lave ting som buketter, juledekorationer mv. i staldværkstedet…

Skoven ved Aalykke – del 3

af Mette | jan 5, 2021 | Husmandssted, Natur, Skoven

I foråret 2018 var vi efter et langvarigt oprydningsarbejde klar til at plante nye træer i vores skov. Når man skal plante ny skov, skal man have større plantetæthed, end hvad er typisk for gammel, udvokset skov. Vores gamle beplantning stod jo endda for tæt, men de 800 fældede træer skulle ved genplantningen erstattes med 1600 nye planter. Både grundet en forventelig spildprocent, og fordi man senere skal fælde såkaldte ammetræer samt svagtvoksende træer, således at man ender med en stærk etableret beplantning.

Vi endte med at gøre brug af rådgivning samt tilskudsmulighed inden for Naturstyrelsens tilskudsordning Plant for vildtet og købte derigennem vores barrodsplanter i et eklektisk udvalg af hjemmehørende vildt-, fugle- og insektvenlige planter til både rand- og skovbeplantning.

Og så var det i gang med drænspaden. Alle planter blev sat ved håndkraft. Det var det letteste, fordi vi skulle jonglere med mange arter i en kompliceret planteplan på et forholdsvis begrænset område, hvor vi oven i købet skulle plante ind mellem gamle træer, som nogle steder stod tilbage. Og også fordi vi simpelthen ikke ville have skoven plantet i lige rækker.

Det tog en weekend, hvor Nicolai og jeg plantede, og så var alt kommet i jorden, og vi kunne se fremad med stor optimisme.

Og fik jeg her sagt, at det skete i foråret 2018? Mange husker sikkert 2018. Lad os bare sige, at nyplantede barrodsplanter ikke er glade for fire måneders efterfølgende tørke. Allerede midt på sommeren var det tydeligt, at de fleste af de 75 nyplantede skovfyr ikke stod til at rede. De fine, grønne kvaster, som havde lyst op i skovbunden i foråret, stod gule og svedne i juli. Og vi blev ved med at finde små planter, som var bukket under for tørken. Vi hørte, at man i Skov- og Naturstyrelsen stod med samme problem mange steder i 2018, og at man her ofte valgte at fræse op igen og begynde forfra. Det overvejede vi også kraftigt selv. Fordi vi også jonglerede med en masse andre projekter, valgte vi dog i sidste ende at bide tænderne sammen, vente og se, hvad der skete.

Der er ingen tvivl om, at vores spildprocent blandt de nye, små træer og buske blev større end ventet. Men når det er sagt, må vi nu konstatere, at det heller ikke er blevet helt så galt, som vi kunne have frygtet.

I foråret 2019 troede vi, at alt var tabt, og hele skovbunden syntes at springe ud i dueurt og agertidsler. Men i foråret 2020 satte vi en klipper på traktoren og kørte et spor ind gennem skovbunden, hvor vi allerede i vores planteplan havde udstukket en kringlet skovsti. Og da vi kom ind i beplantningen, ændrede billedet sig heldigvis, for pludselig kun vi se de spæde, gyldne blade på nyudsprungne egeplanter, og snart fik vi øje på både rødel, birk, lind, røn og masser af de mindre underskovs- og randskovsplanter som hassel, fjeldribs og vildrose. Af skovfyr fandt vi kun to levende eksemplarer, men har besluttet at lade det være sådan, og så må vi siden plante ind imellem med supplerende planter.

Tidslerne og dueurten var efter blot et enkelt år veget for vilde skovhindbær. De er overalt, men modsat brombær, som godt kan kvæle unge træer, når de vælter sig ind over dem, så vokser hindbær opret og dør ned hver vinter, hvorfor de ikke lader til at være et problem. De overlevende nye træer ser ud til at klare sig fint mellem hindbærrene, som desuden holder græs, brombær og tidsler lidt i ave. Og så har vi i år plukket så mange kilo vilde hindbær, at vi (i hvert fald for nu) har droppet at have hindbærplanter i haven.

Vi glæder os nu til at følge den langsomme dannelse af helt ny og mere levende natur, lige hvor vi bor og færdes. Også selv om tidsperspektivet går ud over vores egen levetid.