Jeg er så taknemmelig for at leve med jorden, og jeg er stolt af, at vi have valgt den livsform, vi har. Og nu også lettet, for der kommer en dag for alle mennesker, hvor det er godt at have jordkontakt, når stormen raser, og man ikke vil rives væk. Den gamle floskel om at have begge ben på jorden er nu slet ikke så dum, og jeg mener, at den ofte bør tolkes ganske bogstaveligt – med tæerne helt nede i mudderet.

De sidste par måneder har mine aktiviteter på de digitale platforme været meget begrænsede, og derfor har bloggen her også stået lidt stille, men jeg begynder så småt at komme op til overfladen. Jorden har jeg dog ikke sluppet i disse måneder; jeg har været i haven – i skoven – med fingrene i mulden. Og det har været ikke blot et valg, men en nødvendighed for mig…

Min mor døde den 10. april. Og jeg kan faktisk ikke sige, at jeg føler sorgen som en stor trykkende byrde, selv om jeg elskede min mor og savner hende. Jeg kan blive så ærgerlig over de ting, hun ikke fik set og vi ikke fik delt. Over at mine børn ikke fik hende i længere tid. Irriteret, når jeg lige vil spørge hende om noget eller fortælle hende noget, og næsten når at gribe telefonrøret. Men jorden hjælper. Og lytter og favner og forstår. Og fortsætter.

Det at have konkret arbejde – at dyrke jorden under sine fødder for at få mad til sit eget bord. At se garnet og stoffet forvandles til tøj til mine egne og pilen til kurve under mine hænder. At stå hvor jeg ved, at jeg skal blive, og at møde planterne og dyrene i min varetægt med deres fuldstændige ligegyldighed overfor mine små abstrakte problemer, når der skal vandes eller høhækken er tom – det rodfæster og grundfæster. Jeg er overbevist om, at sad jeg i en lejlighed, og brugte jeg ikke mine hænder eller levede et liv bundet til jorden rytme og til årstidernes skiften, så ville sorgen skabe sin egen rytme og blive meget mere markant. Det er, som når man ikke kan lade være med at gå i takt til den musik, som spiller højest.

Jeg er sikker på at relativt flere mennesker i vores moderne verden bliver væltet af sorgen, når døden rammer, sammenlignet med vores forfædre og -mødre, som levede i en verden, hvor døden var så meget mere præsent i hverdagen, men dagens dont også var meget mere konkret og – i bogstaveligste forstand – jordbunden. Hvor man levede samme sted hele livet og ikke altid søgte at se ud over horisonten for at finde glæden.

Jeg ville ønske at mange flere ville unde sig selv at gøre deres berøringsflade med verden større, gennem det mikrokosmos, som kan ligge i et strikketøj mellem hænderne, i den trekant som dannes mellem dine fødder, dine hænder og lugejernets skær i jordoverfladen, i den gentagne bevægelse ved bælgningen af hestebønner eller i rytmen af dine skridt mod skovstien. At finde og se det store i det små og at mærke den meditative tilstand, man kan opnå gennem rytmen i udførelsen af et håndværk eller blot i udførelsen af en simpel konkret opgave, som når nornen spinner sin tråd …og siden bryder garnet. Og at finde sit sted og ikke fare rundt i konstant søgen efter ”lykken” omkring det næste hjørne – til næste år – når vi engang går på pension…

Vi holdt min mors bisættelse påskelørdag i høj sol. Vi tog det hjem, for det havde hun ønsket. Ikke noget med forsamlingshus og blødt brød, med derimod rødvin og tapas i haven. Der hvor vi var, der hvor vi bor, og der hvor vi kan huske hende. Den dejligste dag blev det – og hun var der. For jeg bærer hende med mig og i min kontakt med jorden og mine omgivelser afsætter jeg lidt af hende i alt, hvad jeg rører og oplever. Mine børn har hende med sig, når de putter sig i de kludetæpper, hun strikkede til dem kort før sin død. De har aftalt med hende, at hun kigger forbi til næste Samhain, når sløret mellem verdenerne er tyndt, for så skærer og tænder vi en særlig græskarlygte for hende. Og de har fået lov at være med hele vejen og at se og røre og tale med hende til det sidste …også da hun havde forladt os og kun hendes tomme skal lå tilbage, for døden og sorgen er også deres og de er slet ikke væltet. Det er ikke en løsrevet sorg, som ligger ved siden af og knurrer af livet og snapper efter os fra krogene, men derimod et savn som fletter sig ind i hverdagen og det er ok. For står man med fødderne i jorden, og kan man mærke undergrunden og den strøm af gammel kraft og enhed som løber gennem den og gennem os alle, så kan man også bære meget mere.