Af mange forudgående og i flere tilfælde traumatiserende årsager, har det været nødvendigt for mig de seneste år at revidere mine prioriteringer og mit fokus. Det har udfordret både mit arbejdsliv og min ro i hverdagen og første halvdel af 2021 gik jeg faktisk ned med akut stress, hvilket førte til en langtidssygemelding fra mit arbejde. Og resten af året har jeg (og gør det stadig) lige så stille kæmpet mig op for igen at kunne finde fodfæste i hverdagen.

Forhåbentlig munder det ud i mere kreativitet, mere rum og rummelighed og måske (forhåbentlig) en start på et liv, hvor mine værdier kan få lov at udfolde sig i helhjertede prioriteringer for mig selv og derfor også for mine kære. Måske endda i at træde en ny vej frem for blot at kigge på kortet.

Musikken har altid spillet en stor rolle her i huset, og klaveret har føjet ny dybde til den glæde. Nicolai spillede oprindelig trommer (og har tinitussen til at bevise det) og har i de sidste mange år spillet guitar. Jeg selv har, foruden klaver, spillet en del 6-huls fløjte. Både Alva og Asbjørn er tilknyttet den kommunale musikskole, hvor de spiller henholdsvis violin og guitar (og i den forbindelse har vi da også anskaffet os en voksenviolin, som Nicolai er ved at gøre sig bekendt med.

Nu er klaveret – et ca. 100 år gammelt Hornung & Møller med jernramme, et fantastik anslag, mahognikabinet og flygelklang – endelig kommet på plads. Af mange årsager har jeg stort set ikke rørt tangenterne i 25 år, men man bliver overrasket over hvor meget, der ligger på rygraden.

Jeg troede for eksempel ikke, at jeg kunne huske hvordan man læser noder, men faktisk er jeg bedre til det nu end jeg erindrer, at jeg på noget tidspunkt var i mine tidlige teenageår, da jeg fik klaverundervisning.