I foråret 2018 var vi efter et langvarigt oprydningsarbejde klar til at plante nye træer i vores skov. Når man skal plante ny skov, skal man have større plantetæthed, end hvad er typisk for gammel, udvokset skov. Vores gamle beplantning stod jo endda for tæt, men de 800 fældede træer skulle ved genplantningen erstattes med 1600 nye planter. Både grundet en forventelig spildprocent, og fordi man senere skal fælde såkaldte ammetræer samt svagtvoksende træer, således at man ender med en stærk etableret beplantning.
Vi endte med at gøre brug af rådgivning samt tilskudsmulighed inden for Naturstyrelsens tilskudsordning Plant for vildtet og købte derigennem vores barrodsplanter i et eklektisk udvalg af hjemmehørende vildt-, fugle- og insektvenlige planter til både rand- og skovbeplantning.
Og så var det i gang med drænspaden. Alle planter blev sat ved håndkraft. Det var det letteste, fordi vi skulle jonglere med mange arter i en kompliceret planteplan på et forholdsvis begrænset område, hvor vi oven i købet skulle plante ind mellem gamle træer, som nogle steder stod tilbage. Og også fordi vi simpelthen ikke ville have skoven plantet i lige rækker.
Det tog en weekend, hvor Nicolai og jeg plantede, og så var alt kommet i jorden, og vi kunne se fremad med stor optimisme.
Og fik jeg her sagt, at det skete i foråret 2018? Mange husker sikkert 2018. Lad os bare sige, at nyplantede barrodsplanter ikke er glade for fire måneders efterfølgende tørke. Allerede midt på sommeren var det tydeligt, at de fleste af de 75 nyplantede skovfyr ikke stod til at rede. De fine, grønne kvaster, som havde lyst op i skovbunden i foråret, stod gule og svedne i juli. Og vi blev ved med at finde små planter, som var bukket under for tørken. Vi hørte, at man i Skov- og Naturstyrelsen stod med samme problem mange steder i 2018, og at man her ofte valgte at fræse op igen og begynde forfra. Det overvejede vi også kraftigt selv. Fordi vi også jonglerede med en masse andre projekter, valgte vi dog i sidste ende at bide tænderne sammen, vente og se, hvad der skete.
Der er ingen tvivl om, at vores spildprocent blandt de nye, små træer og buske blev større end ventet. Men når det er sagt, må vi nu konstatere, at det heller ikke er blevet helt så galt, som vi kunne have frygtet.
I foråret 2019 troede vi, at alt var tabt, og hele skovbunden syntes at springe ud i dueurt og agertidsler. Men i foråret 2020 satte vi en klipper på traktoren og kørte et spor ind gennem skovbunden, hvor vi allerede i vores planteplan havde udstukket en kringlet skovsti. Og da vi kom ind i beplantningen, ændrede billedet sig heldigvis, for pludselig kun vi se de spæde, gyldne blade på nyudsprungne egeplanter, og snart fik vi øje på både rødel, birk, lind, røn og masser af de mindre underskovs- og randskovsplanter som hassel, fjeldribs og vildrose. Af skovfyr fandt vi kun to levende eksemplarer, men har besluttet at lade det være sådan, og så må vi siden plante ind imellem med supplerende planter.
Tidslerne og dueurten var efter blot et enkelt år veget for vilde skovhindbær. De er overalt, men modsat brombær, som godt kan kvæle unge træer, når de vælter sig ind over dem, så vokser hindbær opret og dør ned hver vinter, hvorfor de ikke lader til at være et problem. De overlevende nye træer ser ud til at klare sig fint mellem hindbærrene, som desuden holder græs, brombær og tidsler lidt i ave. Og så har vi i år plukket så mange kilo vilde hindbær, at vi (i hvert fald for nu) har droppet at have hindbærplanter i haven.
Vi glæder os nu til at følge den langsomme dannelse af helt ny og mere levende natur, lige hvor vi bor og færdes. Også selv om tidsperspektivet går ud over vores egen levetid.
