Da vi flyttede ind på Aalykke vidste vi fra begyndelsen, at vores primære ”store” husdyrhold skulle være får. Først efter halvandet år blev det en realitet, og de første tre moderfår af racen gutefår trådte en novemberdag i 2011 forsigtigt og forbeholdent ned fra traileren og ud på marken. Under den tidligere ejer havde foldene været hjem for en flok dådyr og vi har derfor nogle faldefærdige dådyrhuse stående inde i skoven, men disse er ikke særligt egnede til egentlig staldbrug og desuden vil vi gerne havde stalden liggende tæt med hovedhuset, så arbejdsgangene bliver effektive, og man let kan være til stede og gøre hvad der skal til, hvis der skulle være problemer med en læmning, et flaskelam eller andre forhold som kræver ekstra opmærksomhed.
Derfor endte det med, at vi med lidt simpelt bondebyg (når man lige sådan midlertidigt fikser noget sammen af gamle paller o.lign.) fik omdannet et faldefærdigt maskinskur, som stod ved hovedhuset til en brugbar fårestald med mulighed for fodring, foderopbevaring og opdeling i et læmmebokse når behovet var der. Bare sådan som en hurtig og midlertidig løsning, for vore hensigt var jo, at der hurtigt skulle bygges en ny stald. Vi fik også solceller, som vi fik lov at placere på marken på et midlertidigt stativ, for de skulle jo op på taget af den nye kommende stald. Sådan lige om snart. Det var jo bare midlertidigt…
Otte år senere (i den forgangne vinter) ramte stormen Alfrida, og en kold mørk januarmorgen vågnede vi op til erkendelsen af at grænsen for ”midlertidigt” måske nok var en smule overskreven. Hele vores markmonterede solcelleanlæg havde slået en kolbøtte (stolperne var rådnet over (de var jo ligesom ikke beregnet til at stå så længe) og alle panelerne lå med ansigtet ned i den frosne mark. Men selvom beslagene og skinnerne var blevet stødt og bukkede til ubrugelighed, så havde kun to af panelerne tilsyneladende taget skade. Så var der ikke andet at gøre end at vi måtte ud og med forfrosne fingre møjsommeligt og forsigtigt pille det hele fra hinanden og sætte panelerne væk. Med denne hændelse kom også erkendelsen af at vi nok havde trukket den lidt for længe i ørerne med selve stalden. Når tingene fungerer nogenlunde i hverdagen, kan man godt gå hen og miste overblikket over de små ting som ikke fungerer og symptomer og tegn, man nok burde have været mere opmærksom på. Faktisk havde taget i det gamle maskinskur længe været så utæt, at der konstant stod en nydelig skov af de fineste lysegrønne bygspirer omkring fodertruet i stalden. Lys og vand fik de i hvert fald nok af. Det havde i sig selv ikke været et problem, for gutefår er en hårdfør oldnordisk race, og er faktisk ret ligeglade med staldfaciliteter det meste af året, men nu nærmede den næste læmmesæson sig med alle de uforudsigeligheder som heraf kan følge, og derfor vidste vi, at nu var det tid at komme videre og får udskiftet det midlertidige bondebyg med en rigtig stald. Ikke mindst for vores egen skyld, da en ny stald også ville give os nye muligheder. Solcellerne ville ikke komme op igen, før det var på tegltaget af en splinterny stald!
Vi ville med den nye stald få mulighed for at etablere et rigtigt høloft, et køle-, fryser- og slagterum, ordentlig og systematisk opbevaring til udstyr og foder og langt bedre faciliteter, som ville lette vores arbejdsgange i forhold til vaccinationer, dyrelægebesøg, ormekure, klipning, vejning, læmning, evt. vinteropstaldning og almen håndtering. Og så har vi hele tiden drømt om at skabe nogle rammer med en fleksibilitet, der ville gøre det muligt for os måske en dag at kunne udvide vores bedrift med en lille jerseyko, så vi måske en dag kommer til at kunne slette mælkeprodukterne fra indkøbslisten. Jeg gik til tegnebordet og fik sammenfattet alle de ideer som vi i ro og mag havde gået og kontempleret over i det meste af det forgangne årti. Hvis man skal sige noget godt om at være lidt længe om at komme ud af starthullerne med et byggeprojekt, så er det, at man virkelig når at få overvejet og få klarhed over sine behov, ønsker og ideer…
Vi var grundige med vores ansøgning til kommunen, og fik fra startet redegjort for alt fra brandsikringsforhold til tekniske specifikationer. Det er et knoklearbejde, der godt kan svare sig, for vi fik godkendt byggeriet i første hug og så var det i gang!
I Kristihimmelfartsferien kunne vi holde rejsegilde. Et rigtigt rejsegilde altså, hvor folk kommer til for rent faktisk at rejse spærene, sætte kransen på taget og så efterfølgende feste sammen over grillede pølser og kolde øl. Jeg har altid synes at Amish-folkets kultur er fascinerende og især den kollektivisme, som de lægger i større projekter, er tiltalende. Når en ny lade skal opføres er det alles sag og alles engagement og naboskabet bliver familiært og vedkommende. Vi bor ikke nødvendigvis dør om dør med vores åndsfæller og arbejdsfæller, men når man kalder og hjælpen kommer, så føler man et slægtskab og et kollektivt engagement og ejerskab, som løfter hele projektet. Stalden bliver ikke den stald vi fik bygget, men den stald vi byggede sammen!
Og hjælpen kan jo gives på alle planer – så mens de fleste voksne kravlede, løftede, skruede og diskuterede konstruktivt, så kunne børnene samle blomster og løv til kransen, der skulle pryde den nye tagrejsning, når den stod færdig.
At sidde om bordet – børn og voksne – på en kølig forsommerdag iklædt sweatre og arbejdsbukser, med god mad og øl foran os, i bevidstheden om at vi sammen har udført et stykke arbejde, som har betydning og vil bestå og som hver enkelt af os ikke kunne have forestået på egen hånd… DET er noget som giver mening, stolthed og sammenhold.
Og så var vi igen på egen hånd. Nicolai går konstant og holder øje med gode tilbud på brugte byggematerialer, for ud over at det en økonomisk fornuftig måde at bygge på, at gå og stille samle til hobe efterhånden som materialerne og de gode muligheder byder sig, og så gå i gang, når lageret er til det, så er det selvfølgelig også et spørgsmål om miljømæssig bæredygtighed. Træ-materialerne i den nye stald vil medstensdels være nye, men vi planlægger at indsamle og bruge genanvendte staldvinduer i jern med kittede ruder. Så må vi skære hullerne og montere dem i de klinkbeklædte vægge efterhånden som vi får fat på dem, får dem renset af og sat i stand. Nogle døre og luger vil være nye (eller nok købt brugte), men andre har vi allerede på lager fra tidligere ombygninger her på ejendommen, hvor de af forskellige årsager er blevet afmontereret og sat på lager. Og så er der taget.
Taget er i skrivende stund ved at bliver dækket af genbrugte vingetegl, som vi skaffede for et par år siden. De har tidligere ligget på en anden landbrugsbygning og har heldigvis været uunderstrøgne, så de er lige til at sætte op og tegl fra samme batch dækker allerede taget over vores åbne havehus og vores udekøkken.
På sigt er det meningen at alle Aalykkes tage – også hovedhuset – skal dækkes af tegl, med undtagelse af de bygninger som står inde i skoven hvor fugt og faldende grene gør tegl uhensigtsmæssige, og vi derfor i stedet satser på ståltag. Så vi er på evig udkig efter brugte røde, uglaserede tegl.
Nu tager taget form og straks synes det store blegede hvalskelet på marken mere som en bygning. Rygningen er kommet på og på den sydvendte tagflade er er nye skinner til solcelleanlægget ved at blive monteret. Høet måtte vi bjerge for flere uger siden, så det er foreløbig lagt på paller med en presenning omkring i staldens nordlige side, hvor taget dækker mest. Så snart gulvet på det nye høloft bliver færdigt, med tag over og beklædte gavle, så skal det være den største glæde at kunne fylde loftrummet med grønne, duftende høballer fra første stund. Hele stalden skal klinkbeklædes og males sort i stil med klassiske sydengelske ladebygninger, med grønne døre og porte, men i den første vinter kommende er det nok realistisk, at staldens grundplan kommer til at stå åbent uden så meget klimaskærm.
Det fortsatte projekt skal vi nok dokumentere – der bliver mere om færdiggørelsen af bygningen, indretning med staldinventar, fodringsløsninger, fryserrum, istandsættelse af døre og vinduer og meget andet, og jeg glæder mig til at skrive næste del af historien!
